|
Det ser ud til at vejret bliver perfekt, så vi aftaler, hvor vi skal mødes. Roger har valgt det startsted, som vil give os den smukkeste flyvning med dagens vindretning. Da vi kører ind på startpladsen, holder der allerede en del biler og de andre, som skal med ud at flyve, kommer og hilser. Om lidt skal vi dele et eventyr.
Roger sender en lille ballon til vejrs for at se vindretningen. Kurven monteres med de store brændere, og selve ballonen pakkes ud af sækken. Den er ufatteligt lang, når den ligger bredt ud på marken. Vi får forskellige opgaver, nogle holder kronlinen i ballonens top, og jeg holder åbningen nederst, så de store blæsere kan fylde ballonen med luft. Der er en rigtig god udsigt, for efterhånden kan jeg kigge ind i ballonen, der danner en gigantiske hule, hvor Roger går rundt og kontrollerer alle linierne.
Når der er luft nok i ballonen, tændes der for brænderne, og langsomt rejser den sig op, 32 meter ballon tårner sig op i luften over os. Nu gælder det om at være hurtig, sætte fødderne i kurvens tring og svinge sig ombord. Tovene, der har holdt os til jorden, løsnes, og før vi næsten når at opfatte det, svæver vi højt oppe over de små biler og vennerne, der står og vinker. Det er ikke som at køre i en hurtig elevator, man mærker slet ikke farten, og jeg er meget overrasket over, at vi allerede er så højt oppe.
Pludselig ligger verden for vores fødder, så ufattelig smuk. Stille, stille glider vi af sted, det er fuldstændig uvirkeligt, som i en drøm. Langt nede under os flyver en fiskehejre, og ude til venstre løber to rådyr.
Lydene fra jorden når tydeligt op til os – en hund, som gør, og nogle mennesker, der kommer ud fra dukkehusene for at hilse og vinke, men ellers brydes stilheden kun, når Roger tænder brænderne for at holde luften i ballonen varm.
|
|
Snart er vi højt oppe og har en fornemmelse af at kunne se næsten til verdens ende, og snart flyver vi så lavt, at vi kan se alle detaljerne i landskabet.
Vi flyver over en skovsø og ser ballonen spejle sig i det stille vand, og over en mark, hvor køerne nysgerrigt følger efter os. Med jævne mellemrum ser vi rækken af følgebiler. Som en slange snor den sig af sted på jorden under os. Det er deres opgave at prøve at følge ballonen og hente os, når vi er landet. Vi kan jo ikke aftale på forhånd, hvor det er, for det afhænger helt af vinden.
Efter en times tid begynder Roger at se efter en egnet landingsplads. Roligt forklarer han os, at vi skal vende os, tage fat i stropperne i kurvens side og bøje let i knæene. Han åbner ballonens top og lukker luft ud. Ballonen daler, og et lille bump senere står kurven solidt på jorden. Et øjeblik efter får vi lov til at klatre ud. Den drømmende fornemmelse er der endnu, det er ufatteligt, hvad jeg lige har oplevet.
Da følgebilerne ankommer, skal ballonen pakkes sammen. Det er umuligt at forestille sig, at den kæmpestore ballon kan være i den lillebitte sæk, som læsses af, men Marianne og Roger har gjort det så tit, og vi er mange til at hjælpe, så det varer ikke længe, før det hele er pakket sammen, og det er tid til aftenens sidste punkt. Passagererne bliver døbt ballongrever eller ballongrevinder af det sted, hvor vi er landede, vi skåler i champagne og får et flot diplom som bevis på vores nye status.
Det er nemt nok at fortælle, hvad der sker sådan en aften, men fornemmelsen, når man stille svæver af sted der mellem himmel og jord – den er umulig at beskrive og skal opleves…..
|
